Velkommen | Råd om syge børn | Råd til syge voksne | Kontakt lægevagten | Fritidssejlere | Døgnåbne apoteker |
 

Tip en venUdskriv artikel Ondt i ryggen

 Svage muskler og dårlig arbejdsstilling er de hyppigste årsager til rygsmerter. Ondt i ryggen kan oftest klares med håndkøbsmedicin og rygøvelser. Det er næsten altid bedst at gå på arbejde, selvom du har ondt i ryggen. Det duer ikke at lægge sig i sengen og vente på at det skal gå over. Det gør det ikke, hvis du kun ligger stille.

Ondt i ryggen dækker over smerter, ømhed, stivhed eller ubehag i ryggen. Sygdommen har mange forskellige navne: hold i ryggen, lumbago, iskias, myoser og slidgigt i ryggen.

Der er tale om en folkesygdome. I løbet af en 2-ugers periode vil hver trejde dansker få ondt i ryggen. Sygdommen ses hyppigst hos kvinder og hyppigst i den erhversaktive alder.

Der er mange forskellige årsager til, at du kan få ondt i ryggen. Arv er af betydning, idet rygsmerter oftest ses i bestemte familier. Din arbejdsplads er af stor betydning. Hårdt fysisk arbejde med mange tunge løft, gentagne kropsvridninger, helkropsvibrationer og stillesiddende arbejde i længere tid kan alt sammen føre til ondt i ryggen. Din fysiske kondition er ligeledes af stor betydning. Overvægt og svage muskler kan give anledning til, at du får ondt i ryggen. Det er ofte en kombination af flere forhold, der giver rygsmerter. For eksempel vil en overvægtig person med svage bug- og rygmuskler samt et arbejde, der involverer mange tunge løft, med stor sandsynlighed få ondt i ryggen.

De fleste tilfælde med ondt i ryggen forsvinder af sig selv i løbet af få dage. Ved det første tilfælde af rygsmerter ses en bedring hos 50% inden 3 uger og 90% inden 12 uger, uanset hvad du gør. Det er ikke farligt at have ondt i ryggen og arbejde skader kun i få tilfælde.

En diskusprolaps opstår ved, at en bruskskive i din rygsøjle forskyder sig og trykker på de nerver, der løber ned til dine ben. Du vil derfor have mere ondt i dit ben end i din ryg, hvis du har en diskusprolaps. Dette adskiller en diskusprolaps fra almindelige rygsmerter. Der vil meget tit ske en forværring af smerterne i dit ben, når du nyser eller hoster. Smerterne fra en diskusprolaps beskrives som strålende ned i det ene ben. Der kan være føleforstyrrelser og nedsat kraft i benet. Dette viser sig ved, at du har svært ved at komme fra hugsiddende stilling til stående, eller ved at du har svært ved at gå på tæer eller hæle.

I de første 4 uger behandles en diskusprolaps på samme måde som almindelige rygsmerter. Først efter 4-6 ugers virkningsløs behandling vil en operation eventuelt komme på tale.

Hvornår kan jeg gå på arbejde?: Det er næsten altid bedst at gå på arbejde, selvom du har ondt i ryggen.Langvarig sygemelding forbedrer ikke situationen og øger din risiko for, at du aldrig vender tilbage til dit arbejde igen.

Medicin: Almindelig smertestillende medicin, f.eks. acetylsalicylsyre eller paracetamol kan anbefales. Er det ikke nok, kan du samtidig med paracetamol tage ibuprofen. Både ibuprofen og paracetamol kan købes i håndkøb. Hvis du tidligere har haft mavesår bør du dog først tale med lægen før du tager anden medicin end paracetamol.

Behandling hjemme: En af de største fejltagelser på rygområdet har været tidligere tiders anbefaling af strengt sengeleje. Det er det værste, du kan gøre. Det bedste du kan gøre er at tage smertestillende medicin, så du kan komme igang igen. Medicinen vil i de fleste tilfælde tage så meget af smerterne, at du kan komme i gang med nogle rygøvelser. I de første dage skal du undgå vrid og tunge løft. Hvis du efter 2-3 dage stadig har ondt i ryggen trods ovenstående behandling, kan du gå til kiropraktor eller blive henvist til fysioterapi af din læge. Når du er kommet over dit tilfælde med ondt i ryggen, er det vigtigt, at du forebygger nye tilfælde. To ting er væsentlige, hvis du vil undgå et nyt tilfælde med ondt i ryggen. For det første skal du træne musklerne i ryg og mave. Den bedste måde at gøre det på er at opsøge et træningscenter med dygtige instruktører. For det andet skal du indrette din arbejdsplads på en sådan måde, at du ikke belaster din ryg. Undgå vrid, helkropsvibrationer, mange tunge løft og stillesiddende arbejde af længere varighed.

Ring til lægen næste dag: Hvis du trods din egen behandling stadig har ondt i ryggen efter 1 uge. Hvis du har mere ondt i dit ben end i ryggen. Hvis du får føleforstyrrelser eller lammelser i dit ben. Hvis håndkøbsmedicin ikke virker.

Ring til lægen med det samme: Hvis der er mistanke om at du har en diskusprolaps og du pludselig ikke kan holde på urin eller afføring.




 
 Copyright © Mentor Instituttet

Region Nordjylland Region Midtjylland Region Syddanmark Region Sjælland Region Hovedstaden